Karriereskift

Da min virksomhed sidste år stod over for endnu en fyringsrunde (den tredje inden for kun nogle få måneder), besluttede jeg mig for frivilligt at melde mig. Ved at lade firmaet fyre mig kunne jeg modtage en gunstig afskedigelsesordning, mens jeg søgte nyt job. Og et nyt job var i høj grad noget, jeg længtes efter – ikke bare et nyt job, men en helt ny branche. Jobbet jeg søgte skulle ingenlunde indeholde de samme udfordringer, som jeg var blevet stillet over for i mit tidligere job. Jeg savnede at blive udfordret på et mere mentalt plan efter at have været i en meget fysisk krævende branche det sidste årti. Man bliver trods alt ældre, og jeg kunne mærke på min krop, at den ikke længere kunne holde til de lange, fysisk hårde arbejdsdage. Efter hver eneste arbejdsuge var jeg begyndt at bruge al min tid i weekenderne på at restituere, og dermed havde jeg intet overskud til at nyde dem med familie og venner. Noget måtte simpelthen gøres, og således skete det, at jeg efter ti år i den samme branche hos den samme virksomhed sagde stop.

I frit fald

Jeg havde ingen videre præferencer til et nyt job; det eneste, jeg vidste, var, at jobbet skulle ligge i en helt anden boldgade end det gamle. Og dette krævede naturligvis nogle evner, som jeg ikke på daværende tidspunkt besad. Heldigvis var mit jobcenter fantastisk til at hjælpe mig på vej. Først blev jeg sendt på et kompetenceafklarende kursus, der kunne pinpointe nogle kompetencer, som jeg ikke selv vidste, jeg havde. Dermed kunne jeg snævre mig lidt ind på mine ønsker for en fremtidig karriere. Jeg formåede endda at snævre det så meget ind, at jeg til sidst blev klar over, at det skulle være noget med salg.
Herefter sendte mit jobcenter mig af sted på to sælgerkurser, hvilket jeg lærte rigtig meget af. Jeg har altid været god, og ikke mindst glad for, at snakke med fremmede mennesker, og det hjalp mig i høj grad på disse to kurser. Sælgergenet lå simpelthen i mig, og snart var jeg klar til at sende de første jobansøgninger ud.
Der gik dog lang tid før nogen bed på krogen, da jeg naturligvis ikke havde meget at byde på i henhold til mit CV. Men det viste sig også at én skulle være nok, for efter min første jobsamtale blev jeg hyret hos en større medievirksomhed, og jeg har ikke set mig tilbage siden!